Forside	Kapitel 1	Kapitel 2	Kapitel 3	Kapitel 4	Kapitel 5	Bilag	Litteratur

3                    Klassificering af litteratur fra Mellemste Rige

Ud fra Quirkes opdeling af oldegyptisk litteratur fremgår det at der i Mellemste Rige var fire litterære teksttyper: Teachings (læretekster), Discourses (taler), Tales (fortællinger) og Hymns of Praise (hymner). Han nævner dog at hvad angår ”Middle Kingdom eulogies of king and Hapy and New Kingdom love songs, … distance between composition and functional context is debatable.”[1], hvilket han givetvis har ret i. Jeg vil derfor, for nemheds skyld, undlade at gå nærmere ind på hymnerne her og kun se på hvad der gør sig gældende for de resterende genrer i Mellemste Rige.

Opdelingen af litteraturen i genrer sker tilsyneladende på baggrund af det umiddelbare indhold i teksterne, men på et intuitivt plan vil man også lave en opdeling ud fra hvad man, måske indirekte, har lært at forvente af de forskellige genrer.[2]

I den følgende gennemgang tager jeg udgangspunkt i de tekster som Parkinson behandler i ’The Tale of Sinuhe and Other Ancient Poems 1940-1640 BC’. Gennemgangen forløber ved at teksterne kort refereres, så de vigtigste karakteristika tydeliggøres, og så de kan opsummeres som et særligt træk ved den pågældende genre.

3.1                 Visdomstekster

Både læreteksterne og talerne har træk af at være belærende og går derfor begge under den fælles betegnelse ’visdomstekster’, der fungerer som en overordnet genre med undergenrerne læretekster og taler. Lichtheim opdeler, i artiklen ’Didactive Literaure’, visdomslitteraturen op i fem grupper, hvor hovedbegreberne dog stadig er ’Instructions’ (læretekster) og ’Laments’ (taler).[3] Jeg mener ikke der er behov for denne finopdeling af teksterne for at redegøre nærmere for dem, og har derfor som sagt valgt at bruge Parkinsons opdeling af teksterne.

3.1.1              Læretekster

Der er både royale læretekster og ikke-royale læretekster, der alle har det til fælles at de hovedsageligt omhandler overleveringen af viden fra en ældre/erfaren til en yngre/uerfaren. Til trods for at teksterne er fiktive, så er den der lærer fra sig ofte en historisk personlighed.[4] Alle teksterne her er selvproklamerede læretekster, i og med at de alle indledes med en form for overskrift hvori der står sbAyt (). Spørgsmålet er så: ”Hvad forventer man som læser af en sbAyt ?

(a)   Amenemhat I’s lære til sin søn[5] handler om hvad Amenemhat I siger til sin søn og tronarving Senwosret I i en drøm. Amenemhat er ret i pessimistisk i sin tale til sin søn, idet han bl.a. advarer mod at stole på nogen som helst. Han begrunder denne pessimisme med at folk han selv stolede på havde forsøgt at sammensværge sig mod ham. I linie 8 (jf. Helck) står der: ”Look, my passing happened when I was without you, when the entourage had not yet heard that I would hand over to you, when I had not yet sat with you, that I might make plans for you;”[6] Ud fra dette lyder det som om Amenemhat pludselig dør uden at have haft muligheden for at oplære Senwosret ordentligt i kongeembedet, men historisk set er der belæg for at  Amenemhat I og hans søn sam-regerede i 10 år. Denne uoverenstemmelse kan måske tænkes begrundet med at forfatteren har ændret det historiske scenario for bedre at kunne præsentere Amenemhats overlevering af erfaring.

(b)   Læren til Merikare[7] er en lære fra Kong Khety til sin søn Merikare om hvordan han skal og bør gebærde sig som konge. Overordnet handler den om at en konge skal være streng men samtidig vis og ikke mindst retfærdig. Teksten indeholder ikke kun en masse imperativer der påbyder korrekt udførelse af embedet – der gives også hensigten med handlingerne, hvorved livserfaringen fra kongen der taler skinner igennem.

(c)   Den loyalistiske lære[8] er en lære fra en højtrangerende mand til sine børn. Den første halvdel af teksten påbyder loyalitet over for kongen, mens den anden halvdel sætter retningslinier for en retfærdig behandling af ens underlegne. Igen understreges påbudet ved at konsekvensen af handlingerne gives; ”Do not make a field-worker wretched with taxes – let him be well off, and he will still be there for you the next year. If he lives, you have his hands; you ruin him, and then he plans to turn vagabond.”[9]

(d)   Ptahhoteps lære[10] indledes med at vesiren Ptahhotep anmoder kongen om at få tildelt en støtte (sin søn), nu hvor han er blevet gammel og svagelig, så han kan ”Teach him according to the speech of the past”[11]. Ptahhotep reciterer en masse specifikke og generelle leveregler og slutter af med en opfordring om at efterleve hans ord.

(e)   Khetys lære[12] omhandler en fars råd til sin søn. Faderen nedgør alle andre erhverv end skriverens, som han til gengæld fremhæver som det perfekte erhverv; ”But if you know writings, all will be well for you, more so than with these professions I have shown you. Look at them, at their wretchedness!”[13] Herefter slutter han af med at påbyde nogle generelle leveregler som sønnen bør overholde når han skal være skriver.

Nogle af de gennemgående træk i disse tekster er påbud om opførsel i overensstemmelse med hvad man anser for god moral, også i dag. For eksempel bliver der sagt både i Ptahhoteps lære og i Khetys lære at man skal holde sig fra at sladre.[14] Som læser af en tekst der går under titlen sbAyt , vil man derfor til dels forvente en masse påbud i form af f.eks. imperativer, men også en udlevering af erfaringen af konsekvensen af ens handlinger. ’Amenemhat I’s lære til sin søn’ er ikke fyldt med sådanne påbud, men er mere udformet som en advarsel fortalt gennem historien om forræderiet og mordforsøget mod Amenemhat I.

3.1.2              Taler

Det gennemgående tema i talerne er en venden-på-hovedet af samfundet i forhold til et samfund i overensstemmelse med ’maat’.[15] Talerne kan ses som et modsvar til den urolige/’kaotiske’ Mellemtid, der gik forud for Mellemste Rige.[16]

(a)   Nefertis profeti[17] indledes med en fortælling om at kongen Snofru gerne vil underholdes med en tale og derfor sender bud efter læsepræsten Neferti som holder en monolog over for kongen om den fremtidige tilstand af landet. Monologen er en tung og dyster beskrivelse af hvordan landet totalt vil nedbrydes gennem selviskhed, død og ulykke. Morbiditeten understreges med modsætninger som ”the weak man as the lord of force, and he who did the greeting greeted. I shall show you the lowermost uppermost, the man who followed after, now the man leading a generation.”[18] Monologen ender dog positivt med en løsning på denne forfærdelige tilstand. Neferti fortæller at der vil komme en konge, som samler landet på ny; ”Truth will return to its proper place, with Chaos driven outside.”.[19]

(b)   Khakheperresenebs klage[20] er en monolog fra en præst til hans hjerte. Landet er ramt af kaos og præsten indleder sin monolog med at beklage sig over sin manglende evne til at udtrykke hvor forfærdeligt det hele er, nærmest som når man vil kondolere, men ved at lige meget hvad man siger, vil det ikke gøre en forskel på tilstanden. Han går derfor i gang med at beskrive den kaotiske tilstand for sit hjerte, i håb om at det vil påvirke hans hjerte til at give ham den indsigt han mangler for at kunne udtrykke sig fyldestgørende.

(c)   En mands samtale med sin Ba[21] er hvad jeg vil betegne som en pseudomonolog eftersom at det er en dialog mellem  én persons to sindstilstande, om man vil. Manden klager over at han føler sig skubbet mod døden, og at  han er bange for at dø uden sin Ba. Ba’en argumenterer at døden ikke er noget at længes efter; men manden insisterer at døden er værd at længes efter, eftersom at ”wrong roams the earth” og ”the brother with whom one dealt has become an enemy”[22]. Ba’en slutter af med at berolige manden med at den vil følge ham når han dør, hvis han tager sig sammen og klynger sig til livet.

(d)   Ipuwers formaninger[23] er en lang beskrivelse af de forskellige aspekter af kaos i landet. Teksten har en del huller, men det fremgår at den udgør en dialog mellem en mand ved navn Ipuwer og kongen i hans egenskab af ’Herre af alt’[24]

Et af de gennemgående træk man som læser af disse tekster kan forvente sig, er en monolog som først og fremmest beskriver en tilstand frem for en udvikling. Magtesløshed ser ud til at være den overordnede fællesnævner for talerne - stemningen er negativ. Det er kun i ’Nefertis profeti’ at der gives håb om en  tilbagevenden til orden i landet, eftersom at den positive tone som ’En mands samtale med sin Ba’ afsluttes med, kun går på mandens personlige problem med døden og ikke på landets kaotiske tilstand, som tilsyneladende vil fortsætte efter hans død.

3.2                 Fortællinger

Stephen Quirke har, i artiklen ’Narrative Literature’[25], behandlet titelemnet ved at dele narrativ litteratur op i ’non-literary narrative’ og  i ’literary narrative’. Jeg vil her afholde mig fra at kommentere hans opdeling og kun beskæftige mig med det han kalder ’literary narrative’, som strengt taget er det jeg her kalder for fortællinger.

Parkinson har i ’The Tale of Sinuhe and Other Ancient Poems 1940-1640 BC’ behandlet de fire fortællinger: Sinuhe, Den veltalende bonde, Den skibbrudne sømand og Kong Cheops hof. Det kan tænkes at oldegyptiske fortællinger kan underinddeles; ligesom man i vor tid vil have en hang til at inddele fortællinger i drama, komedie, eventyr/fantasy o.s.v. For rimeligt at kunne vurdere en sådan opdeling af oldegyptiske fortællinger, vil det være ønskeligt at have en større mængde tekster at arbejde med. Jeg vil derfor ikke kommentere nærmere hvorvidt ’Sinuhe’ kunne klassificeres som et drama og ’Den skibsbrudne sømand’ som et eventyr. Det interessante i denne sammenhæng er at se på hvilke karaktertræk der forventes af en fortælling.

(a)   Sinuhe[26] handler om den egyptiske hofmand Sinuhe, som, efter at have overhørt en budbringers besked om kongens uventede død, bliver grebet af panik og flygter. Han havner i Retjenu hos et stammefolk som tager ham til sig som en af deres egne. Efter mange år, hvor Sinuhe i mellemtiden bliver en stor og velanset mand, begynder han at længes hjem til Egypten. Kongen sender bud efter Sinuhe, efter at have hørt om hans tilstand, og påbyder ham at komme hjem til Egypten, hvor han kan få en ordentlig begravelse som er en egypter værdig. Sinuhe tager tilbage til, selvom han tilsyneladende stadig er bange, og bliver efterfølgende tildelt social velstand. Hele denne historie fortælles af Sinuhe efter hans død, hvorfor den indledes med en introduktion om hvem han var og ikke om hvem han er. Teksten indeholder elementer af andre genrer, såsom lovtaler, men ikke i så stort et omfang at det forstyrrer fornemmelsen af en rigtig fortælling.

(b)   Den veltalende bonde[27] er en fortælling med en lang tale ’vævet’ ind i sig. Den starter nærmest med ’Der var en gang…’ og fortsætter med at fortælle om en bonde som uretfærdigt bliver frataget sine æsler af en ’ond godsejer’. Det lykkes ikke bonden at overtale ham til at give ham æslerne tilbage, så han går til den øvre forvalter for at appellere sin uretfærdige behandling. Bonden er så veltalende at hans bøn ikke bliver besvaret , så han må blive ved med at komme til bage og tale for sin sag. Da han har holdt ni taler om uretfærdighed versus retfærdighed, er han ved at miste modet. Historien ender dog alligevel lykkeligt med at han får tildelt alt hvad den ’onde godsejer’ ejer. De ni taler er inkorporeret i fortællingen, så de passer naturligt ind som en del af det der sker i historien og ødelægger ikke fornemmelsen af en fortalt historie med et kontinuerligt forløb.

(c)   Den skibbrudne sømand[28] er en rammefortælling om en mand der fortæller om den gang han forliste og mødte en slange som fortalte ham en historie. Handlingen er beskrevet meget simpelt med en del narrative former. Der er et par momenter af gentagelse, hvor et af dem er hele skibsforliset der bliver genfortalt.

(d)   Kong Cheops’ hof er en rammefortælling hvori kong Cheops keder sig og derfor får sine sønner til at foranledige underholdning for sig ved at fortælle historier og ved at hidkalde en præst som kan trylle. Historierne indeholder overnaturlige elementer, som for eksempel en vokskrokodille der bliver til en rigtig krokodille. Der er en hel del gentagelser hvor en allerede fortalt begivenhed bliver genfortalt til en person inde i historien, som bliver fortalt af en af prinserne. Slutningen af fortællingen mangler, så man må gætte sig til om den ender godt med en tilfreds kong Cheops.

Et gennemgående træk, man som læser forventer af en fortælling, må være en udviklende handling med gentagelser og simple beskrivelser af omstændighederne.  Fortællingerne virker underholdende, samtidig med at man fornemmer et indeholdt budskab. I Sinuhe kan budskabet for eksempel være: ’Ude godt, men hjemme bedst’.