Forside	Kapitel 1	Kapitel 2	Kapitel 3	Kapitel 4	Kapitel 5	Bilag	Litteratur

4                    Den skibbrudne sømand

Fortællingen om den skibbrudne sømand er en hieratisk tekst som desværre kun er fundet i ét eksemplar, der går under betegnelserne: Papyrus Ermitage 1115[1], Papyrus Leningrad 1115[2] og Papyrus St-Petersburg 1115[3]. Manuskriptet ser ud til at stamme fra midten[4] eller den sidste halvdel[5] af det 12. dynasti og kan være forfattet i starten af dynastiet[6]. Parkinson mener at kunne sige med sikkerhed at der ikke mangler noget af fortællingen, på trods af at det lader til at der har været pillet ved starten af papyrusen[7].

For bedre at kunne analysere fortællingen om den skibbruden sømand, og for senere at tolke den, lægger jeg ud med at give et resumé, som gengiver nogle af de vigtigste handlingstræk i fortællingen. Bogstaverne i parentes angiver lagene i fortællingen, hvortil der vil blive henvist senere.

Blackmans hieroglyfudgave af ’Den skibbrudne sømand’, samt min egen oversættelse af teksten, er vedlagt opgaven som bilag (henholdsvis bilag 1 og bilag 2).

4.1                 Resumé af ’Den skibbrudne sømand’

(A) En ledsager (Smsw ) taler med en leder (HAty-a ) om at de er nået sikkert hjem fra en ekspedition; men det lader til noget på rejsen er gået galt, for lederen virker som om han er i dårligt humør før han skal rapportere til kongen. Ledsageren vil fortælle om noget lignende som skete for ham.

(B) Ledsageren går i gang med at fortælle sin historie: 120 af de bedste mænd fra Egypten var på en ekspedition i en stor båd. Der kom en storm og alle sank med båden bortset fra ledsageren selv, hvorefter en bølge bragte ham til en ø.

Han tilbringer tre dage alene på øen i et læskur, hvorefter han udforsker øen for at finde mad. Han finder fugl og fisk og frugt der ser ud til at være dyrket. Da han laver et bål og giver brændoffer til guderne, hører han pludselig et brag og jorden ryster. Han ser en stor slange med gylden hud, et stort skæg og øjenbryn af ægte lapis lazuli, som spørger ham gentagne gange om hvem der har bragt ham til øen. Da han ikke svarer, bærer slangen ham hjem til sit bo og spørger igen.

Ledsageren fortæller næsten ordret historien om udrejsen hvor skibet sank. Slangen siger at han ikke skal være bange for om fire måneder vil der komme et skib med folk han kender og bringe ham hjem, og at han vil dø i sin by. Slangen siger at han vil fortælle ham om noget lignende som skete for ham selv.

(C) Slangen var på øen sammen med sine søskende og børn og nævner særligt en lille datter.  En stjerne falder ned og hans familie brænder, mens han ikke er der.

(B*) Ledsageren siger til slangen at han vil fortælle kongen om slangen og at han vil vende tilbage med en masse offerting. Slangen griner og siger at han allerede har alt det som ledsageren nævner, og at øen vil blive til vand når ledsageren forlader den, så han ikke vil se den igen.

En båd kommer som slangen forudså, og slangen beder ledsageren om at give sit gode navn i byen. Ledsageren får en masse gode ting med sig, hvoraf en del er det samme som ledsageren ville have givet til slangen. Inden båden tager af sted, priser sømændene og ledsageren øens herre. Slangen forvisser ledsageren om at han vil være hjemme om to mdr., se sine børn og dø i sin by.

Ledsageren kommer hjem og overbringer de flotte gaver til kongen, hvorefter han bliver forfremmet til ledsager og tildelt 200 personer.

(A*) Da ledsageren er færdig med at fortælle sin historie, siger han til lederen: ”Se, det er godt at lytte”, men lederen er stadig bitter for han svarer kryptisk: ”Hvem vil give vand til en fugl ved daggry, når den skal slagtes næste morgen.”.

4.2                 Analyse af ’Den skibbrudne sømand’

Følgende analyse er en overordnet gennemgang af diverse virkemidler og teknikker der medvirker til at forme teksten. Analysen er ment som en identificering af de grove træk, hvorfra en tolkning af teksten kan tage afsæt, samt et redskab til sammenligning af den ovenforstående antagelse af at man som læser forventer en underholdende, udviklende handling med gentagelser og simple beskrivelser af omstændigheder af en tekst som klassificeres som værende en fortælling, samt at den gerne må indeholde et budskab.

4.2.1              Afsnitsinddeling

Som det også fremgår af resuméet, er ’Den skibbrudne sømand’ en rammefortælling bestående af tre historier inden i hinanden. Min måde at angive de forskellige lag i fortællingen er inspireret af Baines[8], der dog inddeler teksten i fire lag og ikke tre som jeg har valgt at gøre. Forskellen ligger dog kun i at Baines har inddelt mit (B)-afsnit i to: udrejse og opholdet på øen, og mit (B*)-afsnit i to: ophold på øen og hjemrejse. Altenmüller[9], der også giver et bud på en afsnitsinddeling, deler derimod teksten op i 20 afsnit/paragraffer[10] (eksklusiv kolofonen, der er § 21), som han igen grupperer i 7 afsnit (eksklusiv kolofonen, der er afsnit VIII). De syv afsnit sættes derefter op med indrykning, så der opstår en visuel inddeling, hvoraf afsnittenes parallelforhold fremgår. Jeg vælger at se bort fra kolofonen, eftersom jeg mener at den ikke indgår i teksten som en del af fortællingen og derfor ikke bør indgå i en opdeling i afsnit. (Se bilag 3, 4 og 5 for en visualiseret opstilling af afsnitsinddeling - henholdsvis min egen inddeling, Baines’ inddeling og Altenmüllers inddeling.)

Altenmüllers inddeling i 20 underafsnit er så godt som magen til Parkinsons strofeinddeling; undtagelsen består i at Parkinson bruger to strofer til at beskrive Altenmüllers § 7. En ting der er værd at lægge mærke til ved forskellen på afsnitsinddelingerne er at Altenmüller (og dermed også Parkinson) har stormen, ankomsten til øen samt de tre første dage i ét og samme afsnit, hvor Baines netop adskiller udrejsen og opholdet på øen. Det skal dog lige nævnes at Baines ikke angiver linienumre, så det kan tænkes at han med ”his life on the island” mener tidspunktet fra han begynder at udforske øen, hvilket er hvor Altenmüller skifter afsnit.

Jeg har ikke selv opsat en detaljeret underinddeling af teksten, eftersom resultatet ville blive meget lig de enkelte sætninger i resuméet.

4.2.2              Diverse virkemidler

Ord der optræder i fortællingen kan indeholde en symbolværdi og kan derfor have en mening af overført betydning som kan være skjult for den nutidige læser, men indforstået for den oldegyptiske; for eksempel kan ordet hjerte være med til at danne metaforer. Alle ting er naturligvis ikke i besiddelse af en lige stor symbolværdi, men alle er med til at bidrage til en atmosfære og er derfor værd at lægge mærke til ved en tolkning af teksten.

Inklusiv slangen, der bestem har en personlighed, er der 4 personer som deltager i fortællingen henholdsvis mere eller mindre aktivt. Når personerne nævnes efter aktivitetsniveau, med den mest aktive først, bliver det: Ledsageren (Smsw ), Slangen, Lederen (HAty-a ) og Kongen. Kongens optræden i teksten kan dog diskuteres, eftersom han nærmere optræder som en omstændighed i forhold til henholdsvis ledsageren og lederen.

Steder fungerer som en slags kulisser og er derfor af stor vigtighed for opfattelsen, og dermed tolkningen, af fortællinger. Jeg mener at man med fordel kan dele stederne op i geografiske steder og lokaliteter; hvor de geografiske steder som Wawat, Bige og Punt er steder som egypterne kunne forholde sig til i forhold til deres hverdag. Lokaliteter som kongens miner, havet, en ø, et læ, en bred og kongens residens udgør alle sammen en kulisse som læseren nemt kan visualisere. Man kan forestille sig at rammefortællingen foregår i en forhal til kongens audienssal, eftersom at ledsageren og lederen står i en situation hvor det lader til at lederen skal ind og aflægge rapport til kongen. Derfor kan man eventuelt tilføje ’forhal’ til listen over lokaliteter, på trods af at det faktisk ikke bliver nævnt.

Noget af det der virkelig er med til at anslå en stemning, er beskrivelsen af personer, ting og steder. En beskrivelse kan gå på mængder, farver, størrelser, former, materialer, måden ting bliver gjort på, og så videre. For ikke at forvilde mig ud i petitesser her, nøjes jeg med at nævne dem der kan tænkes at være de mere væsentlige for tolkningen af teksten: pålidelig ledsager; beskrivelsen af lederens hjemkomst; bådens længde og bredde; beskrivelsen af sømændene; vinden løftedes og gjorde en gentagen hylen; båden døde; et læ af træ; dyrkede frugter; en stormende lyd; jorden rystede; beskrivelsen af slangen; en ø af havet, og af ka, hvis to sider er i vandet; beskrivelsen af ledsagerens opførsel over for slangen – bøjede arme, ligger på maven; blegt ansigt og tav; rørte jorden idet jeg sagde; røgelse fra templerne som gør enhver gud tilfreds; en gud som elsker folk i et fjernt land; denne ø idet den er blevet til vand; en høj gren; store klumper røgelse; at folk lytter er godt.

Gentagelser er tydeligvis også et vigtigt virkemiddel i teksten, som både bruges til at fremhæve budskabet og skabe en fortællende atmosfære. Den fremhævende gentagelse bruges for eksempel i udtalelserne ’Jeg vil fortælle dig noget lignende som er sket for mig’, der både siges af ledsageren til lederen og af slangen til ledsageren. Fremhævelsen ligger i at tekstens budskab skal findes i selve det at fortælle. Den atmosfæreskabende gentagelse er for eksempel når ledsageren gentager hele skibsforliset over for slangen, hvilket er med til at vise at slangen ikke deltager på samme plan som lederen, der får historien om forliset første gang man som læser hører om det. En anden atmosfæreanslående gentagelse kan være repeterende handlinger, som for eksempel når der hele tiden skal lovprises og ofres til guderne.

 På det grammatiske plan, må man sige at det mest karakteristiske træk i teksten er brugen af narrativformer, som for eksempel aHa.n sDm.n=i xrw qri [Så hørte jeg en stormende lyd] (linie 56/57), som er med til at bevirke at handlingsforløbet skrider støt fremad uden nogen bratte skift i stemningen.

4.3                 Tolkning af ’Den skibbrudne sømand’

Der er givet en del bud på tolkningen af fortællingen om den skibbrudne sømand. Hvad handler den om? Har den et budskab? Eller, er det ren underholdning? Umiddelbart kan man tænke at den handler om en sømand der forliser og møder en stor talende slange på en ø, men reelt handler den faktisk om en sømand der fortæller om den gang han forliste og mødte en stor talende slange på en ø. Der er endnu ikke fundet lignende fortællinger at drage parallel til, og det kan derfor være svært at tolke ’Den skibbrudne sømand’ tilfredsstillende.[11] Dette skal dog ikke afholde én fra at gøre et forsøg.

Man kan tolke en tekst på mange måder, og man bør gøre det klart fra starten om man prøver at finde frem til hvad forfatteren af den pågældende tekst har villet, eller om man vil finde frem til hvad man som læser kan få ud af teksten, uden at tage hensyn til hvad forfatterens hensigt oprindelig kunne have været. Jeg vil mene at det er underordnet i denne sammenhæng hvorvidt forfatteren har villet noget bestemt, men dog stadig holde fast i at forfatteren har valgt sine ord med omhu. I følgende tolkning vil jeg tage udgangspunkt i ovenstående analyse samt inddrage fortolkninger foreslået af blandt andre John Baines[12], Dieter Kurth[13] og Peter Der Manuelian[14].

For den nutidige læser af fortællingen om den skibbrudne sømand, fremstår teksten umiddelbart som et slags eventyr, og den er da også blevet sammenlignet med både Odysseen og Sindbad Søfareren[15], i kraft af at den indeholder en fortælling om en sørejse som resulterer i at protagonisten møder et overnaturligt væsen. Det interessante er så at identificere de elementer som skaber en eventyrlig[16] atmosfære i en fortælling. Som læser af teksten får man en fornemmelse af en umiddelbarhed, samtidig med at man fornemmer et esoterisk indhold, som man gerne vil indvies i. Om teksten indeholder viden som også var esoterisk i dens samtid, kan være svært at bedømme i dag, og man må derfor holde sig til at tolke den i forhold til nutidige præmisser, så vidt som det er muligt.

Tolkningen vil foregå kronologisk og opdelt efter afsnittene i resuméet.

4.3.1              Afsnit (A)

Baines mener at tekstens indledning ”Dd in Smsw iqr ” [tale af den pålidelige ledsager] kan være en uformel pendant til Dd mdw [at sige ord] og dermed en henvisning til at teksten er ment som en mundtlig leveret fortælling[17]. Hvad enten teksten er ment som en tekst der skulle leveres mundtligt eller i skrift, så er resultatet det samme i henseende til atmosfære. Man får ikke direkte at vide hvad det er der foregår i rammefortællingen, men kun at det er en pålidelig ledsager der taler til en leder. Det er kun gennem hentydninger at man opfatter hvad det er der foregår[18]; som for eksempel linie 3–11, hvor man gennem ordene ”mukkerten er blevet taget, fortøjningspinden er blevet slået i, forstavnsrebet er blevet lagt” osv. fornemmer at der er tale om en maritim ekspedition som er vendt tilbage. I linie 2 siger ledsageren til lederen at hans hjerte skal være helt, hvilket giver en ’op-med-humøret’ fornemmelse og dermed også en fornemmelse af at der må være gået noget galt på ekspeditionen. Lederen bliver indirekte beskrevet ved at ledsageren siger at det er trættende at tale til ham (linie 21), hvorved man fornemmer at lederen er tvær. Ledsageren derimod er direkte beskrevet med adjektivet iqr [pålidelig], og ydermere siger han om sig selv at han er tom for overdrivelser (linie 12/13), hvilket uddyber hans egenskab af at være pålidelig. Det er dog diskuteret at sømænd er kendt for at fortælle ’tall stories’ og at der derfor sendes tvetydige signaler når historien fortælles af en sømand der siger at han ikke overdriver.[19] Det kan tænkes at forfatteren har valgt en sømand som protagonist, for at tekstens modtager bedre skal kunne identificere sig med ham; modsat hvis det havde være en heltetype i stil med en frygtløs ridder. Ingen af personerne er navngivet i fortællingen, hvilket Baines mener er ”A feature typical of folk stories” samt at det ”may have a broader quasimythical significance”[20], hvor Der Manuelian er af den mening at det er gjort bevidst, med henblik på at man skal kunne koncentrere sig om tekstens formål frem for at bekymre sig om hvor historien finder sted og under hvilken konge.[21] Ledsageren viser at han vil hjælpe lederen ved at videregive sin erfaring fra en situation som lederen kan drage paralleller til, når han siger: ”Jeg vil fortælle dig noget lignende som er sket for mig selv” (linie 21-23 sDd=i rf n=k mitt iry Xpr m-a=i Ds=i ). Man kan spekulere over hvad der ligger gemt i ’noget lignende’/’mitt ’; hvad har lederen oplevet som ledsageren selv kan relatere til i sin historie? Det kan udledes af de maritime udtryk at lederen har været ude at sejle, og af ledsagerens udtalelse ”du vil tale til kongen” i linie 15/16 at det for kongen nok har drejet sig om en maritim ekspedition der sandsynligvis er gået galt; hvilket er præcis det som ledsageren var ude for. Om dette er den eneste lighed som ledsageren hentyder til med ’noget lignende’/’mitt ’ kan være svært at udlede; men man kan se på lederens reaktion i afsnit (A*) at han ikke er begejstret for ledsagerens sammenligning og derfor sikkert ikke selv har haft en fantastisk oplevelse som vil mildne kongens modtagelse af ham.

4.3.2              Afsnit (B)

Ledsagerens fortælling indledes med en omstændighedsbeskrivelse der viser at han var på en ekspedition for kongen (jf. kongens miner). Eftersom at lederen tilsyneladende også har været på en ekspedition for kongen, må dette være den overordnede parallel (jf. mitt [noget lignende]). Baines mener at ledsageren på dette tidspunkt er ekspeditionsleder[22], hvilket ville være en styrkelse af parallellen; men jeg mener dette er at pålægge ham en egenskab som ikke kan udledes af teksten uden en alt for stor iver efter at drage paralleller til lederens situation. Ledsageren lader dog heller ikke til at være en del af sømændene, eftersom han beskriver dem ved at omtale dem med pronomenet ’de’ (=sn ) og ikke ’vi’ (=n) i line 27-32 og igen i linie 93-101: ’120 sømænd var i den…’ osv. Det må dog være antaget gennem lang tid at fortælleren er en af sømændene, eftersom at teksten på henholdsvis dansk og engelsk går under betegnelsen ’Den skibbrudne sømand’ og ’The Shipwrecked Sailor’. Hvis fortælleren ikke var en sømand, burde ’titlen’ forkortes til henholdsvis ’Den skibbrudne’ og ’The Shipwrecked (man)’, hvilket også ville være i overensstemmelse med hvad man gør på tysk og fransk.

Ledsageren beskriver båden med både længde og bredde, hvilket stimulerer visualisering af fortællingen, hvorved den gøres den mere nærværende og vedkommende. Der bliver også gjort et stort nummer ud af at fortælle om hvor fantastisk dygtig skibets besætning er, hvilket understreger at det ikke var en forsømmelse fra ekspeditionens side der gjorde at skibet forliste. Man kan næsten have lyst til at sige at forliset så må have været skæbnebestemt; men som det senere vil fremgå, strider denne tolkning lidt mod ledsagerens budskab til lederen. Selve forliset er dramatisk beskrevet, med vindens lyd (jf. den gentagne hylen, linie 35) og størrelsen på vandmassen, som, tilsyneladende, resulterer i at båden dør (dvs. synker). At ledsageren overlever denne dramatiske ulykke, er ikke fordi han er  bedre end resten af besætningen som  døde - det virker næsten som om han bare er heldig (igen har man lyst til at sige ’skæbne’). Den lidt kryptiske sætning i linie 36/37 beskriver hans redning fra at drukne i den enorme vandmasse: in xt HH n=i s(y) [Det var masten, som afbrækkede den for mig]. Sætningen virker bl.a. kryptisk i henseende til logik; hvorfor skulle masten kunne redde ledsageren, når vandmassen var så stor at den sænkede hele skibet[23] Et andet aspekt er verbet . Er verbet en geminerende form af Hwi  eller er det, som Faulkner foreslår, et verbum der betyder ”breaking the force (?) of a wave in wreck”[24]. Han henviser dog kun til netop dette sted i ’Den skibbrudne sømand’, så helt overbevist bliver man ikke. Lichtheim har valgt at emendere i sætningen, så hun kan oversætte den med: ”The mast – it (the wave) struck (it).”[25] Jeg mener dog dette er lidt drastisk og følger derfor Parkinsons oversættelse[26]. Det kan tænkes at det har været et fast udtryk at en båd ’dør’, når den synker; under alle omstændigheder er det en metafor, der anslår situationens alvor.

Der sker et lokalitetsskift i fortællingen, ved at ledsageren strander på en ø. Igen bliver der lagt vægt på omstændigheden at det ikke var ved hans egen handling, men noget som skete for ham (jf. blev anbragt af en bølge, linie 39/40). I linie 44 siger ledsageren at han havde ’omfavnet skyggen’, hvilket Parkinson foreslår er en metafor for at besvime.[27] Dette passer fint overens med det foregående, som beskriver at han tilbragte tre dage med kun ’sit hjerte som selskab’, hvilket i og for sig også kan være metaforisk for at være besvimet. Omfavnelsen af skyggen beskrives med en circumstantial sDm.n=f , som gør at handlingen er datidig i forhold til hovedsætningen, hvilket, sammenholdt med de to metaforiske sætninger, er med til at beskrive hvordan ledsageren var besvimet i tre dage, før han kom til sig selv og byggede et læ af træ hvori han kunne tilbringe nætterne.

Ledsagerens udforskning af øen indledes med en frase som man som man også kender på dansk: at strække benene. Ledsageren hentyder allerede her til at øen nok ikke er ubeboet, eftersom han pointerer at frugten og grøntsagerne som han finder, ser ud til at være dyrkede. Endvidere uddyber han beskrivelsen af stedet med ”Der var ikke det som ikke var på den”, hvilket leder ens tanker hen på hvad man, med et nutidigt udtryk, ville kalde en ’paradis ø’.[28] Ledsageren fortsætter med omhyggeligt at fortælle at han laver et brændoffer (linie 54-56). Denne handling er blevet diskuteret af blandt andre David Berg, som mener ordet Sdi generelt oversættes forkert, samt at de to sDm.n=f –former er problematiske.[29] Jeg selv oversætter Sdi  med ’udskære’ (jf. Faulkner[30]) og de to sDm.n=f -former som en vekselsætning. Tolkningsmæssigt burde denne problematik være underordnet , eftersom det interessante ligger i at slangen dukker op lige så snart der er blevet lavet et brændoffer og ikke i hvordan brændofferet blev lavet. Dette kan være et underliggende indirekte budskab om at det har en effekt at bede til guderne.

Slangens ankomst forårsager en  uvejrslignende atmosfære, hvilket tilsyneladende skræmmer ledsageren, som tildækker sit ansigt, sandsynligvis af frygt. Igen fremstår ledsageren ikke som den modige eventyrer, men som en der underlægger sig situationen. Slangen er beskrevet som en gud, i og med at hans krop er guldbelagt og at han har et skæg af lapis lazuli. Det er blevet foreslået at slangen har et menneskehoved på grund af skægget og øjenbrynene[31], men jeg mener ikke denne tolkning er nødvendig. Hvis tekstens forfatter ville have understreget at slangen havde et menneskehoved, ville slangen sikkert være beskrevet med mere menneskelige træk end skæg og øjenbryn. Skæggets funktion i teksten er at signalere at slangen kan identificeres som en autoritet, og jeg mener ikke at man behøver lægge mere i det end det. Ledsageren anerkender i hvert fald slangens autoritet, for han indtager straks en underdanig positur ved at lægge sig på maven foran slangen. Det er værd at lægge mærke til at denne opførsel er modstridende med den opførsel som ledsageren påbyder lederen i rammefortællingen.[32] Slangen lægger ud med at virke direkte truende i sit forhør af ledsageren, og hans kommentar om at han vil foranledige at ledsageren bliver til aske, kan forstås som en hentydning til at slangen kan spy ild, hvilket kan være en indirekte sammenligning med uræus-slangen.

Der sker et skift i atmosfæren så snart slangen har båret ledsageren hjem til sit bo, jf. beskrivelsen af at ledsageren ikke er blevet gjort fortræd på trods af at han blev båret i slangens mund; slangen går fra at være vred til at være flink[33]. Ledsageren genfortæller ordret udrejsen til slangen, dog med den tilføjede beskrivelse af sømændene i linie 99-101, om at de besad mod i henseende til hjerte og styrke i henseende til  arm, samt at der ingen inkompetente var iblandt dem. Denne tilføjelse ser ikke ud til at have en stor betydning for forståelsen af teksten, ud over at den uddyber at det ikke var en forsømmelse fra besætningens side at skibet sank. Ledsageren fremhæver at han overlevede forliset, ved at sige at han nu er ved slangens side.

Slangen udviser blandt andet autoritet ved at fortælle ledsageren hvad der vil ske. Denne fremsynethed bliver opfattet som at slangen er synsk; på den anden side kan det også tænkes at den ved at der plejer at komme en båd med egyptere på det pågældende ankomsttidspunkt og at han ved hvor lang tid det tager at sejle til Egypten fra øen. Når han omtaler hvad der vil ske i ledsagerens hjem, kan det være rent gæt, for han nævner kun det indlysende og ikke noget om at ledsageren vil blive belønnet af kongen når han kommer hjem. Slangen lægger op til sin fortælling med en ordsprogslignende udtalelse: rS wy sDd dpt.n=f sn xt mr [sikke glad han som fortæller det som han smagte når ulykken er passeret, er] el. [sikke glad han som fortæller det som han smagte, så ulykken kan passere, er] under alle omstændigheder betyder det at man er glad når man fortæller om hvad man har smagt (dvs. oplevet). Nummer to version lægger op til at man bearbejder oplevelsen, så man kommer videre; på samme måde som det hjælper at gå til psykolog. Den præcise betydning tilsidesat, så er udtalelsen en direkte parallel til ledsagerens udtalelse i afsnit (A) (linie 17/18)  om at en mands mund kan redde ham.[34]

4.3.3              Afsnit (C)

Når slangen fortæller om en lignende situation som skete for ham selv, så gør han præcis det samme som ledsageren er i færd med at gøre over for lederen. Denne ’fortælleteknik’ som ledsageren bruger, er med til at understrege over for lederen hvorfor han fortæller historien. Når man får at vide at der vil blive fortalt en historie som ligner ledsagerens beretning om sin forliste ekspedition, så er det oplagt at finde lighedspunkterne, eftersom at man forventer at en del af tekstens budskab må ligge gemt her. Et indlysende lighedspunkt er at de begge har været ude for en ’naturkatastrofe’ som dræber deres ledsagere, men her holder lighedspunkterne umiddelbart  op. Altenmüller mener at slangen, modsat ledsageren, ikke bliver reddet fra sin ulykkelige situation.[35] Jeg mener derimod at dette ikke er rigtigt, eftersom at en del af tekstens budskab er at man kan være glad når man er kommet helskindet ud på den anden side af en ulykke. Slangen fortæller derfor sin historie til ledsageren for at vise at han er ved godt mod på trods af sin ulykkelige oplevelse, hvilket igen er en pointe som bliver fastslået over for lederen, i og med at slangens fortælling er en del af ledsagerens fortælling. Slangens udsagn om at han sammen med sin familie udgjorde 75 slanger er blevet sammenlignet med solens 75 former i sollitaniet, på trods af at det først er attesterer fra Nye Rige.[36] Dette er dog ikke ensbetydende med at det ikke kan have eksisteret tidligere. Slangens historie er meget kort, og man fristes til at tilegne den egenskaben af at være en parallel til noget som må have været almenkendt i Mellemste Rige. Det er for eksempel blevet foreslået af Maria Theresia Derchain-Urtel at slangen skal tolkes som værende skaberguden, der, med sin datter ’Maat’, overlever en katastrofe ved slutningen af skabelsen, hvorved øen eksisterer uden for kosmos, tid og sted, og forsvinder når fortælleren forlader øen.[37]

4.3.4              Afsnit (B*)

Slangen uddyber sin erfaring med at hvis man tager sig sammen og er stærk, så skal det nok gå alt sammen; hvilket igen er en understregning af tekstens lære.[38] Dochniak har en idé om at slangen er bitter over at ledsageren kommer hjem, mens den selv må blive tilbage.[39] Dette er fuldstændig absurd og ville forstyrre budskabet om at komme videre efter en ulykke er sket.

Ledsageren vil takke slangen for hans hjælpsomhed ved at give ham en masse gaver, hvoriblandt noget røgelse beskrives som ’røgelse fra templerne som gør enhver gud tilfreds’ (linie 141/142), hvilket enten kan være en hentydning til at slangen er en gud eller bare en understregelse af at han får det bedste på markedet. En anden mulig hentydning til slangens status som gud er udtalelsen i linie 147: ”ligesom det som gøres for en gud som elsker folk i et fjernt land”, hvilket kan betyde: ’ligesom der gøres for en gud som tager sig af folk, selvom de kun er på besøg og ikke jævnlig ofrer til lige netop denne pågældende gud’; jf. slangen der hjælper ledsageren på trods af at han er en fremmed ”gud” for ham. Som læser af teksten bliver man først ret overrasket over slangens afslag på at modtage disse flotte gaver. Altenmüller foreslår at afslaget er et udtryk for at materielle gaver og kult ikke er nødvendigt, men at det er tilstrækkeligt at ’give hans gode navn’ når ledsageren kommer hjem.[40] Det er dog et velkendt fænomen at man giver det man gerne vil have igen, og jeg vil mene at det er underordnet at slangen ikke modtager gaverne, da det vigtigste ligger i handlingen. Resultatet bliver da også at ledsageren får  så godt som det samme tilbage som han ville give, plus en del mere. Når slangen kalder sig for Hersker af Punt, mener jeg ikke at det skal tages bogstaveligt. Punt var for egypterne et sted som var rigt på eksotiske ting, så slangen mener at han er hersker over en ’paradis ø’ som har alt hvad man kan ønske sig.

Da båden kommer, understreges slangens ’synske’ egenskab med ordene ”ligesom at han havde forudsagt” (linie 155) og ”Det var idet han vidste det at jeg fandt ham” (linie 157). Ledsageren havde lovet slangen at give hans gode navn i sin by, men man hører faktisk ikke at dette sker. Baines mener at det at slangen bad ham om det, er tilstrækkeligt, og at det derfor også vil ske,[41] hvor Der Manuelian derimod påpeger at i og med at ledsageren fortæller sin historie til lederen, så videregiver han slangens navn[42] (dvs. omdømme og ikke navnet bogstaveligt talt); hvilket sandsynligvis også var det slangen var ude efter.

Ledsageren slutter sin fortælling med at fortælle om den gode modtagelse han fik hos kongen. Det kan tænkes at han overdriver sin belønning for virkelig at vise at det kan betale sig at turde være stærk på trods af modgang. Det er i hvert fald et usandsynligt højt antal personer han får tildelt.[43]

4.3.5              Afsnit (A*)

Rammefortællingen genoptages, idet ledsageren har afsluttet sin historie og sætter fokus på nuet med ordene: ’Se mig,… Hør mig,…’ (linie 179-182). Lederen, som ellers har været tavs hele teksten igennem, skal endelig til at sige noget, men hans ord indledes med: ’Så sagde han til mig’; hvilket bryder med sekvensen i dialogen[44], der indtil nu har været ensrettet i rammefortællingen.  Man kunne have forventet sig noget i retning af ’Lederens svar til ledsageren…’, hvad der ville være en fin parallel til rammefortællingens indledning: ’Tale af den pålidelige ledsager:…’. Da der som sagt ikke forefindes andre eksemplarer af teksten på nuværende tidspunkt, må man tage teksten som den står; selvom det umiddelbart virker forvirrende. Når ledsageren siger ”Se mig!”, så mener han ’Se hvor godt det trods alt er gået mig!’[45] Med ordene ”Hør mig!”, understreger han over for lederen at han mener det alvorligt og at det er vigtigt for ham at lytte. Denne pointe uddybes endvidere med ordene ”at høre på folk er godt”, som igen understreger over for lederen at det vil gavne ham hvis han er opmærksom og tager ledsagerens erfaring og derigennem fortællingens budskab til sig. Det lader dog ikke til at lederen har taget erfaringen til sig, for han svarer næsvist tilbage med en kryptisk bemærkning om at give vand til en fugl.

Hvad skal denne bemærkning betyde? Gilula har analyseret den ordsprogslignende frase, men kommer ikke frem til en oversættelse med en ny betydning.[46] Lederen har formået at være tavs hele fortællingen igennem, selvom han tilsyneladende har noget på hjertet. Det kan tænkes at betydningen af den kryptiske bemærkning skal findes i hvornår han vælger endelig at tale. Lederens ord er selvfølgelig et modsvar på hele fortællingen; men først og fremmest giver han igen på ledsagerens sidste ord: ”at høre på folk er godt”. Lederens synes, tilsyneladende, bestemt ikke at det gavner nogen at lytte til andre folks erfaringer og understreger meningsløsheden ved at sammenligne situationen med det nyttesløse i at give vand til en fugl hvis den alligevel snart skal slagtes. Man kan selvfølge gå ind og diskutere om det nu også er nyttesløst at give vand til en fugl hvis den skal slagtes, men det er uden tvivl det lederen mener med sin bemærkning. Hvis man ’oversætter’ lederens analogi, bliver det til at vandet som gives til fuglen er en repræsentation af ledsagerens fortælling; fuglen repræsenterer lederen selv, der mener at han kan forvente at blive ’slagtet’ inde hos kongen lige om lidt.[47] Hvorvidt han mener at audiensen hos kongen decideret vil få et dødeligt udfald, er dermed ikke sagt, eftersom hele bemærkningen er af overført betydning og slagtningen nok ikke skal tages bogstaveligt. Ignatov[48] sammenligner det kryptiske svar med nogle indskrifter i Nedre Nubien. Jeg mener denne sammenligning virker ret søgt, eftersom indskrifterne lader til at være en præventiv foranstaltning mod at ødelægge indskriften, og derfor en trussel mod den der kunne finde på at gøre det. De har derfor intet tilfælles med lederens svar, ud over at de omtaler en aflivning, om man så må sige; i de nubiske indskrifter er hærværksudøveren der skal dø - i lederens kryptiske svar er det en fugl.

Under alle omstændigheder lader det ikke til at den overordnede historie har en lykkelig slutning, hvilket for en nutidig læser virker overraskende. Det kan dog tænkes at netop denne slutning er valgt så man, gennem sin undren over slutningen og lederens reaktion, netop søger at finde en mening med ’galskaben’, hvorigennem man selv får noget ud af ledsagerens erfaring og følgende tager tekstens budskab til sig.

4.3.6              Opsummering af tolkningen på ’Den skibbrudne sømand’

Hvad er så meningen med teksten? Er den til nytte? Eller skal man ligesom lederen drage konklusionen at man ikke kan gøre fra eller til, som var alting bestemt ved skæbne?

Det fremgår tydeligt af teksten at en del af budskabet/formålet ligger i det at fortælle.  Ledsageren fortæller lederen en historie, som han siger ligner lederens oplevelse, og slangen fortæller en historie som han siger ligner ledsagerens oplevelse. Jeg mener ikke at budskabet skal findes ved at drage paralleller mellem lighederne historierne imellem, men snarere i det at de siger at det er ’noget lignende’ som de fortæller, nemlig en erfaring som kan være til nytte. Baines mener at ”The moral the snake derives from its experience is the bleakest and most paradoxical element in the text. After the destruction of the other beings with whom one has lived, and of the cosmos, so the mythical reading would imply, all that is left is to display fortitude in the face of loss.”[49]. Jeg mener at han her bruger unødigt hårde ord og tilmed kun når halvvejs frem til tekstens morale. Jeg mener bestemt ikke at slangen bare ’udviser mod’ men snarere er kommet videre og ud på den anden side af ulykken. Baines uddyber dog sit syn på moralen senere i artiklen med ”If the text’s literary statement is summarized, it can be said to be about confronting, accepting and making the best of adverse experience, and, in the narrative context, about presenting it to others so that it may have worth.”[50].

Slangens væsen er blevet diskuteret en hel del. Kurth opsummerer at Pieper og Bryan er af den mening at slangen er en fremtrædelsesform af farao, hvorimod Goedicke mener at den er en personificering af skæbnen; Kurth mener selv at slangen er en af solgudens former.[51] Altenmüller siger om slangen at ”Sie trifft ihre Entscheidungen in der Einsamkeit der Macht. Darin ist ihre Position der Position des Königs vergleichbar, der zwar das Schicksal seiner Untertanen in der Hand hat und darüber bestimmen kann, nicht aber sein eigenes Schicksal”[52] – jeg mener dog at han har fat i noget rigtigt med hensyn til den enlige hersker der styrer skæbnen over andre, men ikke over sig selv; men jeg vil hellere drage parallellerne slange - gud og konge - gud frem for at drage parallel mellem slange og konge. Der Manuelian mener ikke at man skal gøre et stort nummer ud af slangens udseende, idet han ser slangen som ledsagerens indre væsen, hvormed han har en konfrontation.[53] Personligt mener jeg at Goedicke har fat i noget væsentligt når han kommer ind på skæbnen, men om jeg vil gå så vidt som at sige at slangen personificerer skæbnen, ved jeg ikke; slangen er nok allerhøjst katalysatoren der sætter en diskussion i gang om hvorvidt der en skæbne og hvordan man skal forholde sig til den. Hvis man antager at man har en forudbestemt skæbne, kan man så ændre den ved for eksempel at ofre til guderne?[54] Hvis det er tilfældet, kan lederen så ændre udfaldet af audiensen hos kongen med den rette opførsel? Dette burde være et retorisk spørgsmål, men jeg vil alligevel besvare det: Hele pointen med begrebet skæbne er at skæbnen er absolut, og det vil være absurd hvis man kunne ændre den. Hvis man antager at skæbnen ikke er et faktum, så er mennesket hvad man populært kalder ’sin egen lykkes smed’. Når det er sagt, kan der drages parallel til personlighederne i teksten. Lederen repræsenterer synspunktet om at der eksisterer en skæbne, for han mener at det er håbløst at forsøge at ændre på sagens udfald; mens ledsageren repræsenterer synspunktet om at der ikke findes en skæbne, for han prøver ihærdigt at få lederen til at handle hen mod et positivt udfald. Eftersom det er ledsageren der fortæller historien om slangen, så vil det ingen mening give hvis slangen skulle være en repræsentation af skæbnen, eftersom det ville være i strid med ledsagerens overbevisning. Slangens opgave må derfor være at formidle ledsagerens budskab om at man kan opnå et ønsket resultat hvis man sætter sit ønske derefter og handler derhenimod.

Teksten skal derfor forstås på den måde at ledsageren prøver at gøre for lederen hvad slangen gjorde for ham selv; nemlig at være et vendepunkt i opfattelsen af skæbne. Ledsageren gik fra at acceptere tingenes gang inden han mødte slangen til at turde handle og stå frem over for kongen, på trods af den modgang han havde oplevet.

Hvis man skal diskutere om teksten har haft et specifikt formål, vil valget nok falde på enten underholdning eller propaganda. Altenmüller mener at hvis teksten er propaganda, så er det generel propaganda, eftersom at kongen ikke er navngivet;[55] ”Insofern enthält die Geschichte einen Aufruf zum Loyalismus und in dieser Hinsicht muß sie als politische Schrift gelten, die für den König und für das Königtum wirbt”[56] Jeg hælder mere til at teksten er ment som underholdning, eftersom der er brugt en del narrative former, som giver den et særligt uformelt præg.

Hvad angår tekstens type, så mener jeg som sagt at det er en svær diskussion, på baggrund af så få fortællinger. Man kan for eksempel forsøge sig med at gruppere den sammen med Sinuhe under betegnelsen ’dannelsesrejser’[57] eller ’Abenteuergeschichten’, hvor protagonisten er havnet et fremmed sted ved et tilfælde.[58]