Forside	Kapitel 1	Kapitel 2	Kapitel 3	Kapitel 4	Kapitel 5	Bilag	Litteratur

5                    Konklusion

I kapitel 2 stillede jeg spørgsmålet om hvorvidt problemet i forbindelse med genreopdeling af oldegyptisk litteratur ligger i et generelt problem med at opdele litteratur i genrer, eller om det kun er problematisk i forhold til oldegyptisk litteratur. Svaret må , efter min mening, blive at det er et generelt problem, for når man kan sige at ’medlemmerne’ af en genre ikke nødvendigvis behøver at have noget tilfælles[1], så forsvinder formålet med at give et overblik ved hjælp af grupperinger og det ender med at man forvirres og måske i sidste ende snakker forbi hinanden. Hvis man skal undgå denne forvirring, kræver det at man er enige om ’spillereglerne’, dvs. at man bliver nødt til at have den samme opfattelse af hvad der definerer en genre, hvorfor jeg lagde ud med at opridse en definition af begrebet ’oldegyptisk litteratur’. Det fremgik heraf at der ikke helt var enighed om hvordan ordet ’litteratur’ skal forstås; hvilket ikke er underligt når man prøver at argumentere for at det kun skal omfatte fiktive tekster, samtidig med at man opererer med begreber som ’faglitteratur’, hvilket ifølge kravet om fiktion gør det yderst selvmodsigende.

For at efterprøve antagelsen om problemer i forbindelse med genreopdeling måtte jeg gøre kort proces og valgte derfor at adoptere Lichtheims definition af litteratur; men når alt kommer til alt, er jeg heller ikke helt tilfreds med den definition, for kort inde i gennemgangen af litterære genrer i Mellemste Rige stødte jeg på problemet med hvorvidt hymner var en litterær genre eller ej[2]. Der skal nok ikke megen argumentation til for at overbevise en om at der er en vis uoverensstemmelse mellem at beholde visdomstekster samtidig med at man afviser hymner; begge typer er nok i sidste ende lige funktionelle. Jeg gjorde dog igen kort proces og valgte at holde mig til Parkinsons tekstudvalg[3].

Hvis man opstiller genreopdelingen visuelt, som den ser ud til at fungere efter Lichtheims definition af litteratur, ser den således ud:

Som det fremgår af figuren kan man tænke sig til underinddelinger af fortællinger som for eksempel ’dannelsesrejser’, ’kongen-skal-underholdes-historier’ og så videre.

Det interessante ved diskussionen om problemet med genreopdeling ligger blandt andet i fremgangsmåden med selve opdelingen. Når man ser på de karakteristika som jeg kom frem til i min gennemgang af litterære genrer fra Mellemste Rige, fremgår det at genrerne først og fremmest opstår på baggrund af indhold. Alle visdomsteksterne er for eksempel belærende, men nogle af teksterne har tydeligvis mere tilfælles end de andre visdomstekster, i og med at nogle af dem har fået betegnelsen sbAyt. Dette kunne tyde på at de har haft et andet formål end dem der ikke blev kaldt således; hvorfor tanken om hvorvidt måske skulle overveje at klassificere tekster efter formål opstår, så tvivlen om tilhørsforhold bliver mindre. Nu forholder det sig desværre sådan at man ikke kan sige med sikkerhed hvad teksterne præcis blev brugt til for flere tusind år siden, og man vil derfor nødvendigvis blive nødt til at gruppere teksterne efter indhold – hvis man altså overhovedet vil inddele.

Man kan ikke løbe fra at der er sket en opdeling af oldegyptiske tekster som egyptologer verden over mere eller mindre har taget til sig, og det kan godt være at Lichtheim og Parkinson ikke er helt enige i hvilken genre ’Den veltalende bonde’ hører til[4]; men de er dog begge enige i hvilken gråzone den tilhører. Det lader ikke til at der er den samme usikkerhed i forhold til ’Den skibbrudne sømand’ – alligevel satte jeg mig for at efterprøve tekstens tilhørsforhold i henseende til karakteristika, samt at se på hvorledes den forholder sig til genreinddelingsproblematikken.

Jeg kom frem til at en tekst gerne skulle indeholde karakteristika som: en udviklende handling, gentagelser, simple beskrivelser af omstændigheder, samt det at den skulle være underholdende og gerne have et budskab for at gå under betegnelsen ’fortælling’.

’Den skibbrudne sømand’ må i høj grad siges at have en udviklende handling, eftersom man følger en hel rejses forløb, hvilket fint bliver hjulpet på vej af en spredt brug af narrative former. Desuden er der en udbredt brug af gentagelser, hvoraf den mest iøjefaldende er gentagelsen af skibbruddet. Hvad angår simple beskrivelser af omstændigheder, så er der, som nævnt og opremset i afsnit 4.2.2, en hel del korte situationsbeskrivelser i teksten som hjælper læseren på vej til at visualisere historien; hvilket jeg mener er et vigtigt træk ved fortællinger, ikke mindst for at styrke underholdningsværdien. Det sidste kriterium var at en fortælling gerne skulle have et budskab, og som det til dels fremgår af min tolkning af teksten, så mener jeg at budskabet kan være at man har et valg og derfor kan påvirke sin fremtid ved at arbejde hen imod at vende negativt til positivt, modsat at lade stå til ved at overlade til ’skæbnen’ at vælge ens fremtid.

Det lader altså til at der ikke hersker nogen tvivl om at ’Den skibbrudne sømand’ hører til i gruppen kaldet ’fortællinger’, hvilket betyder at dens forhold til problematikken i forbindelse med genreinddeling af oldegyptisk litteratur er sidestillet med alle de andre fortællingers. En del af problemet ligger tilsyneladende også i at ords betydning langsomt rykker sig efterhånden som de bruges, hvilket øjensynligt er det som er sket med termen ’litteratur’. Efter at have tænkt en del over problemstillingen er jeg blevet af den mening at det ikke lader til at man kan revolutionere måden at genreopdele tekster på; hvilket i sidste ende betyder at man må føje sig og acceptere de betegnelser for genrer som andre egyptologer også kender og bruger.