Hatshepsuts regeringstid og minde  

Home Indledning Tidslinie Som regent Kroning Minde Afslutning Litteratur

klik på et ankh for at læse et kapitel af opgaven: "Hatshepsuts regeringstid og minde"

 

 

3                    Hatshepsut som regent

Sethe skrev i 1886 ’Die Thronwirren unter den Nachfolgern Königs Thutmosis’ I., ihr Verlauf und ihre Bedeutung’ hvori han foreslog en rækkefølge af regenterne efter Thutmose I (se fig. 2).

1)      Thutmose I  afsat af –

2)      Thutmose III

3)      Hatshepsut og Thutmose III medregenter. (H. senior konge.) H. afsat af –

4)      Thutmose III

5)      Thutmose II og Thutmose I medregenter, indtil Thutmose I dør.

6)      Thutmose II regerer til han dør.

7)      Thutmose III og Hatshepsut medregenter, indtil Hatshepsut dør.

8)      Thutmose III

Fig. 2

Sethe baserede sin rækkefølge på den antagelse, at de steder, hvor et kongenavn var blevet erstattet med et andet, var det den konge, hvis navn erstattede det oprindelige navn, som havde efterfulgt den konge, hvis navn var blevet erstattet. Sethes påstand blev dog modargumenteret i årene omkring 1930 af Herbert Winlock og Eduard Meyer, uafhængigt af hinanden.[1]

Nu anses en noget mere ukompliceret rækkefølge for at være den rigtige:

1)      Thutmose I

2)      Thutmose II

3)      Thutmose III med Hatshepsut som værge

4)      Hatshepsut og Thutmose III i samregens, hvor Hatshepsut er den primære regent

5)      Thutmose III

 

 

3.1                 Thutmose II’s dronning

Det lader til, at Hatshepsut har været tilfreds med at være Thutmose II’s dronning. Ofte bliver Berlin mindestele 15699 (se fig. 3) nævnt som et eksempel på Hatshepsut i en normal dronningerolle. Stelen viser Thutmose II med sin mor Ahmose og sin søster/kone Hatshepsut foran Re-Horakte. Hatshepsut er klædt som en typisk dronning og bliver her kaldt for kongedatter, kongesøster, gudehustru, stor dronning, Hatshepsut.

Text Box: Fig. 3
Berlin mindestele 15699 (taget fra Sethe 1932, s. 14)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da Hatshepsut var dronning, påbegyndtes arbejdet på hendes dronningegrav i Wadi Sikkat Taka ez-Zeida. Graven er udgravet af Howard Carter, som bemærkede, at dens grundplan mindede en del om Thutmose II’s grav.[2] Om det, at Hatshepsut bruger ressourcer på at bygge sin dronningegrav, kan være et fingerpeg mod, at hun var tilfreds med sin rolle som dronning, er svært at svare på. Måske vil egyptologer af samme mening som Hayes (jf. citat s. 1) mene, at hun lod som om, hun var tilfreds ved at udføre de gerninger, som forventedes af hende, indtil at hun kunne se sit snit til at tage magten over Egypten.

 

3.2                 Konge af Egypten

På et tidspunkt mellem regeringsår 2 og regeringsår 7[3] begynder Hatshepsut at blive afbildet som konge over Egypten. Det er bestemt ikke normalt, at en kvinde påtager sig rollen som Egyptens konge, og det er derfor interessant at se, hvordan hun har tacklet situationen.

 

3.3                 Legitimering

Når Hatshepsut er afbildet (relief eller skulptur) som konge, så bærer hun mandetøj og er i langt de fleste tilfælde også afbildet med mandekrop. Der findes nogle skulpturer af hende, hvor hun har kvindekrop, men har mandligt kongebeklædning (se fig. 4, hvor hun dog mangler et falsk skæg, som ellers ville være at forvente).[4]

Hatshepsut må have følt det nødvendigt at legitimere, at hun kunne være konge af Egypten, for hun har ladet opføre relieffer af, hvad man må kalde for ’kreativ historieskrivning’. Det nok mest kendte eksempel er Hatshepsuts guddommelige fødsel i hendes dødetempel Djeser-Djeseru.[5] Her fortælles det, hvordan Amun kommer ind til dronning Ahmose i skikkelse af Thutmose I og forener sig med hende, så Hatshepsut kan undfanges, hvorefter Khnum former Hatshepsut som et drengebarn på sin drejeskive. Hatshepsut bliver vist frem for Amun og andre guder, og Amun siger til Hatshepsut: ”Glorious part which has come forth from me; king, taking the Two Lands, upon the Horus-throne forever.[6]

Text Box: Fig. 4
Statue af Hatshepsut fra hendes dødetempel
(taget fra Tyldesley 1996, fig. 5)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

3.4                 Kongens rolle set i forhold til Hatshepsut 

Hvis Hatshepsut skulle føre sig frem som en konge, så blev hun nødt til at ligne en typisk egyptisk konge og handle, som det forventedes af en egyptisk konge. De typiske kendetegn for en konge er den hvide krone , den røde krone  og den blå krone , hvoraf den røde og hvide krone kunne kombineres . Kongen kunne også bære det såkaldte nemes-hovedklæde (jf. Thutankhamuns berømte maske). En uraeus-slange ved panden og et langt lige skæg ville også være at forvente som en del af beklædningen.[7]

Egyptens konge havde en række navne, som indeholdt visse faste elementer, som blandt andet relaterede ham til nogle guder. Fra Mellemste Rige af havde kongen fem navne:

Horusnavnet: xxxxx, Nebtynavnet: xxxxx, Den gyldne hours-navnet: xxxxx, Fornavn: , Fødenavn: [8]

Eftersom at Hatshepsut er en kvinde, så har hun til tider feminine former (+) af navneelementerne. Hatshepsut fulde navn er derfor:

* 

Når en konge kom til magten, påbegyndtes en ny dateringsperiode af regeringsårene. Hatshepsut brugte de samme regeringsår som Thutmose III, som hun egentlig samregerede med, dog med Thutmose III i en sekundær position (se pl. 1).

Kongens rolle i det gamle Egypten gik i stor udstrækning ud på at opretholde Maat. Dette gjorde kongen blandt andet ved at udføre rituelle handlinger, bygge monumenter og føre kampagner.[9] Jeg vil ikke komme nærmere ind på de rituelle handlinger, men jeg vil kort komme ind på nogle af de monumenter, Hatshepsut har fået opført, samt hvad man ved om de kampagner, hun har ført.

 

3.4.1              Hatshepsuts bygningsværker[10]

Hatshepsut har bygget en hel del, men jeg vil kun nævne et par af monumenterne her. Mens hun var dronning, påbegyndtes som sagt arbejdet på hendes dronningegrav. Og mens hun stadig var dronning, bestilte hun to obelisker opstillet i den østlige ende af Amuntemplet i Karnak. Transporten af disse to obelisker er blevet afbildet på blokke fra det røde kapel samt i hendes dødetempel.[11]

Da Hatshepsut blev konge, påbegyndtes arbejdet på hendes grav (KV 20 udgravet af Howard Carter) i Kongernes Dal samt hendes dødetempel, Djeser-Djeseru, i Deir el-Bahri.[12] I det 15. regeringsår bestilte hun to obelisker for at fejre sin heb-sed, hvoraf en af disse to obelisker endnu står i Thutmose I’s hypostylehal i Karnak.[13] Hatshepsut var ret glad for guden Amun og har blandt andet fået bygget det røde kapel i Karnak, som et kapel til Amuns gudebark.[14] Det røde kapel blev revet ned på et tidspunkt efter Hatshepsuts død, men er i moderne tid blevet rekonstrueret og genopbygget.[15] Et andet bygningsværk i Karnak, som også kan tilskrives Hatshepsut, er den 8. pylon.

Hatshepsut har også bygget nogle templer dedikeret til andre guder end Amun. Et af de mere kendte er Speos Artemidos, nær Beni Hassan, som er et tempel dedikeret til Pakhet (~grækernes Artemis). I en tekst over indgangen til Speos Artemidos fortæller Hatshepsut: ”I never slumbered as one forgetful, but have made strong what was decayed. I have raised up what was dismembered, (even) from the first time when the Asiatics were in Avaris of the North Land, (with) roving hordes in the midst of them overthrowing what had been made[16]. Om Hatshepsut virkelig har restaureret gamle monumenter kan i sidste ende være svært at se så lang tid efter. Det interessante er, at hun  gerne vil fremstå som en, der restaurerer gamle ødelagte monumenter, for så at fremstå som en god og effektiv konge der laver orden i kaos.

 

3.4.2              Hatshepsuts kampagner[17]

Som regel bliver Hatshepsuts regeringstid omtalt som fredelig[18], men Redford mener, at der er tilstrækkeligt med beviser på, at hun i sin regeringstid har haft mindst 4 militære kampagner som er: ”(1) the campaign against Nubia led by the queen herself, probably early in the reign; (2) mopping-up operations in Palestine and Syria, also probably early; (3) the capture of Gaza by Thutmose III, probably later in Hatshepsut’s floruit; (4) the campaign against Nubia by Thutmose III, shortly before the queen’s death.[19] Når man ser på en kongeindskrift, er det selvfølgelig ikke altid, man kan stole på, hvad der er blevet indhugget. Det kan sagtens være, at det er taget fra et tidligere forlæg, eller det kan være rent propagandistisk.  Det er til gengæld interessant, hvis man finder et udsagn om kongen, som ikke kan tillægges nogen propagandistisk værdi, som for eksempel en graffito i Sehel, hvor en mand kaldet Ty () fortæller: “I followed the good god, the king of Upper and Lower Egypt, Ka-(ma)-re, given life. I saw him overthrowing the (Nubian) nomads, their chiefs being brought to him as prisoners. I saw him destroying the Land of Nubia, while I was in the following of his Majesty.[20]

Om Hatshepsut har ført tilstrækkeligt med kampagner  for at leve op til, hvad der forventedes af en konge, er selvfølgelig et relativt spørgsmål. Hvis man sammenligner med Thutmose III’s bedrifter, så ser Hatshepsuts kampagner måske ikke ud af så meget, men det kan jo også tænkes, at verdenssituationen slet ikke har lagt op til militærkampagner.

Hatshepsut har også ført andet end militærkampagner. En kampagne, som hun nok må siges at være ’berømt’ for, er hendes ekspedition til Punt. I hendes dødetempel i Deir el-Bahri kan man se afbildningen af Puntekspeditionen, som hentede en masse eksotiske ting hjem til Egypten.

 


 

[1] Tyldesley 1996, s. 78-80

[2] Tyldesley 1996, s. 84

[3] Dateringsproblematikken angående Hatshepsuts kroningsdato bliver gennemgået i kap. 4.

[4] Tyldesley 1996, s. 130

[5] BAR II, § 208

[6] BAR II, §§ 187-212

[7] Forelæsning ved Lise Manniche d. 11. sept. 2001

[8] Forelæsning ved Lise Manniche d. 11. sept. 2001

[9] Forelæsning ved Lise Manniche d. 18. sept. 2001

[10] Tyldesley 1996, kap. 6; Seipel 1977, 1046

[11] Tyldesley 1996, s. 159-161

[12] Tyldesley 1996, s. 119-121

[13] Tyldesley 1996, s. 161-162

[14] Tyldesley 1996, s. 106-107

[15] Lacue & Chevrier 1977-1979

[16] Gardiner 1946, s. 47-48

[17] Tyldesley 1996, kap. 5; Redford 1967 kap. 4

[18] Redford 1967, s. 57

[19] Redford 1967, s. 62

[20] Habachi 1957, s. 99-100